LEGO familiens tidligere hjem er en arkitektonisk perle fra dansk arkitekturs storhedstid. Huset er bygget op omkring en atriumgård, der oprindeligt var åbent og indrettet som have. Rummet er i dag overdækket og fungerer som museets kontor- og workshoplokale.
Huset var oprindeligt 425 m2 stort, siden er der kommet en svømmehal til og garagen er bygget sammen med boligen. VanderBear-udstillingen befinder sig i husets tidligere svømmehal, som blev bygget til i 1976.
Husets oprindelge ruminddeling er stort set bevaret. Dog er husets tidligere "hobbyrum", museets nuværende Café, blevet fordoblet i areal. En del af terrassen blev inddraget, for at skabe et stort lyst rum hvor der er plads til ca. 50 siddende gæster. Husets dengang 3 børneværelser, med hver deres store vindue, er i dag ét stort rum - Specialudstillingen.
Den nuværende Kunstnerbamseudstilling var husets masterbedroom og det lille rum i bamsebutikken med blandt andet skabe til opbevaring af gæsternes tasker, var Godtfreds kontor - læg mærke til lampen i vinduet. Lampen har altid stået i dette rum, og mange af Ediths og Godtfreds gæster kan, den dag i dag, huske netop denne lampe stå tændt, når de kom på besøg.
Bamsebutikken med den flotte pejs blev kaldt "Havestuen" og bamsemagerbutikken var den tidligere spisestue. Efter Ediths død den 22. december 2015, gik man i sommeren 2016 i gang med ombygningen af huset. Ravn Arkitektur A/S fra Vejle var arkitekterne bag projektet. Én af deres opgaver i forbindelse med forvandlingen fra familiehjem til museum var, at bevare så meget som muligt af den oprindelige arkitektur. Således er mahognyvinduer og udvendige døre de originale fra 1959, og især husets køkken, er et godt eksempel på, at godt håndværk og gedigent materiale er tidløst, både i funktion og design.
Ikke kun husets arktektur er der blevet værnet om, også meget af interiøret er bevaret eller genanvendt på en kreativ og funktionel måde.
• Teaktræsdørpladerne fra de mange indvendige døre fik nyt liv som smuk vægdekoration i entréen, og de lodrette flader i butikkens diske • Dørgrebene i hele huset er de originale, designet af Arne Jakobsen • Atriumgårdens teaktræsgulvplanker er genbrugt som bordplader på blandt andet bamsebutikkens diske og i køkkenet. Læg mærke til skruehullerne, der er blevet dyvlet • De store firkantede arbejdsborde i værkstedet har altid stået i huset • Møblementet og det øvrige inventar og nips i "Ediths stue" emmer også af nostalgi og husets tidligere ånd • Caféens stole ”Myggen” også kendt som ”Munkegaardstolen” er designet af Arne Jakobsen - arkitekten bag klassikere som 7’er stolen og ”Myren”. Munkegaardstolen blev valgt, fordi disse stole altid har været en del af husets møblement. De originale stole står i dag i køkkenet. De er sorte og bærer præg af, at de er blevet brugt flittigt gennem mange år • Terrassens træborde er specialdesignet til Bamsemuseet. Træet til dem stammer fra et kæmpe egetræ, ejet af Edith. Træet væltede i en efterårsstorm og har nu fået nyt liv som bordplader • Terrassestolene ”Grinda” er designet af den svenske designer Matilda Lindblom for Skargaarden.